Gretha Thunberg tiltalt i Danmark: Besatte bygning på Københavns Universitet

Aktivist Greta Thunberg er blandt andet tiltalt for at besætte en af Københavns Universitets bygninger.

Den propalæstinensiske bevægelse Studerende mod Besættelsen besatte museumsbygningen på Københavns Universitet i Krystalgade. Politiet mødte talstærkt op for at opløse besættelsen. Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg var blandt de anholdte. Foto: Anthon Unger

For snart to år siden besatte en gruppe aktivister en af Københavns Universitets bygninger i Indre København.

Blandt dem var den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der sammen med fem andre blev anholdt i forbindelse med aktionen.

De seks personer er nu tiltalt i en straffesag ved Københavns Byret, hvor de kræves idømt en bødestraf for husfredskrænkelse.

Det fremgår af sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Sagen skal for retten den 24. og 25 .juni. Det er inden da uvist, hvorvidt Greta Thunberg dukker op, og hvordan hun forholder sig til tiltalen.

Aktionen ved Københavns Universitets bygning, der ligger i Nørregade ved Krystalgade i København, var arrangeret af den propalæstinensiske bevægelse Studerende mod Besættelsen.

Bygningen, der kaldes museumsbygningen, huser blandt andet universitetets rektorkontor og administration.

Her trængte de seks tiltalte ifølge anklagen mod dem ind den 4. september 2024 klokken 07.40, hvor de tog ophold i et lokale.

Bevægelsen krævede med aktionen, at Københavns Universitet skulle afbryde sit samarbejde med israelske universiteter.

– Vi er her, fordi dialog, lejrplads, demonstrationer og andre metoder efter en tre år lang kampagne ikke har fået universitetet til at møde kravene, herunder en institutionel akademisk boykot, skrev Greta Thunberg på sin Instagram-profil i forbindelse med aktionen.

I sagen ved Københavns Byret er Greta Thunberg også tiltalt for et andet tilfælde af husfredskrænkelse i København den 13. maj 2025.

På denne dag besatte over 50 aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse kontorene hos Maersk Tankers.

Aktivisterne, der havde selskab af Greta Thunberg, demonstrerede mod rederiet Mærsks rolle i klimakrisen og i “Israels krigsforbrydelser”, skrev bevægelsen i en pressemeddelelse på dagen.

– Vi kræver, at Mærsk tager den retfærdige og nødvendige handling, udtalte Greta Thunberg i pressemeddelelsen.

I sagen ved Københavns Byret er to af aktivisterne også tiltalt for at have udsat en politibetjent for fornærmelig tiltale.

Den ene er tiltalt for at kalde en politibetjent for “klasseforræder”.

En af aktivisterne er desuden tiltalt for for at have modsat sig anholdelse.

Hans advokat, Erbil Kaya, oplyser, at manden nægter sig skyldig.

/ritzau/



Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

error: Content is protected !!