Dronning Mary sender de varmeste tanker til Mette-Marit

Dronning Mary reagerer på, at den norske kronprinsesse har fået foretaget en lungetransplantation, skriver DR.

Det norske kronprinspar stod faddere til kong Frederik og dronning Marys søn, kronprins Christian, da han blev døbt i januar 2006. Yderst til højre ses den svenske tronarving, kronprinsesse Victoria. (Arkivfoto). Sven Nackstrand/Ritzau Scanpix

Dronning Mary er rigtig glad for at høre, at kronprinsesse Mette-Marits lungetransplantation er veloverstået.

Det siger den danske dronning til den fremmødte presse, heriblandt DR, under et besøg på Københavns Universitet.

– Vores varmeste tanker er hos kronprinsessen og hele familien, tilføjer hun ifølge DR.

Det norske kongehus oplyste tidligere onsdag, at landets 52-årige kronprinsesse har fået foretaget den lungetransplantation, som skal redde hendes liv.

Hun blev diagnosticeret med lungefibrose i 2018. Det er en uhelbredelig sygdom, hvor der dannes arvæv i de små lungeblærer, og som gør lungerne stive og dermed dårligere til at ilte blodet.

Den seneste tid er hendes tilstand blevet væsentligt forværret. I begyndelsen af juni blev hun sat på listen over personer, der skal have foretaget en lungetransplantation hurtigst muligt, når der er et donormatch.

En patient bliver sat på listen, når den forventede levetid er på et til to år uden en transplantation.

Efter operationen skal kronprinsesse Mette-Marit være indlagt i flere uger. Det er fast procedure – for at justere medicin, håndtere eventuelle komplikationer og gennemføre genoptræning, inden der venter rehabilitering.

Det danske og det norske kongehus har historiske bånd. Dronning Margrethe og den norske regent, kong Harald, har samme oldefar i kong Christian IX.

Kong Frederik – dengang kronprins Frederik – var forlover, da kronprins Haakon giftede sig med den borgerlige Mette-Marit Tjessem Høiby, der trådte ud af Oslo Domkirke som kronprinsesse af Norge for snart 25 år siden.

Han stod også fadder til det norske kronprinspars første fælles barn, prinsesse Ingrid Alexandra, der kom til verden i 2004.

Det norske kronprinspar stod fadder til kong Frederik og dronning Marys søn, kronprins Christian, da han blev døbt i januar 2006.

Norge og Sverige var de to første lande, som det danske regentpar var på statsbesøg i, efter at kong Frederik blev kronet den 14. januar 2024.

Som en del af statsbesøget i Norge i maj 2024 besøgte det danske kongepar Norges første urbane nationalpark, Østmarka Nasjonalpark, sammen med det norske kronprinspar.

/ritzau/

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

error: Content is protected !!