

SIMONE OG BETTINA: Mor og datter Simone og Bettina Rasmussen styrker deres tætte bånd, før de igen deler hverdagslivet på tv i “Charterfeber”.
Janus Nielsen
Sygdommen har gjort mor og datter endnu tættere, men de er stadig garanter for en god gang mundhuggeri, når de ikke er enige – uanset hvor alvorlig en situation, de befinder sig i.
Simone Rasmussen og Bettina Rasmussen har altid haft et tæt forhold, men da Bettina for fire år siden var i en meget kritisk situation, som var ved at koste hende livet, blev de to endnu tættere.
– Vi skulle i sommerhus, og mor havde meget ondt i maven. Vi tog afsted i sommerhus og var lidt usikre på, hvordan det skulle gå. Hun mente, det bare var fordi, hun havde lavet for mange mavebøjninger. Men det blev bare ikke rigtig bedre, fortæller Simone, som endte med at blive irriteret på sin mor, der bare lå i sengen og havde ondt.
Artiklen fortsætter efter videoen.
– Jeg sagde “Enten tager du dig sammen, eller også tager vi hjem”. Så vi tog hjem en dag før og tog på sygehuset, og de mente, mor havde en underlivsbetændelse. Det var hun sikker på, hun ikke havde.
Blindtarmen var sprunget
En ultralydsscanning viste da også, at Bettina havde ret. Hun havde haft blindtarmsbetændelse.
– Den var så sprunget, så hun havde dannet noget inde i maven, og det kan hurtigt udvikle sig til blodforgiftning, så det var faktisk meget kritisk, og hun var på sygehuset on and off i fire måneder og fik dræn i maven, fortæller Simone.
Sygdomsforløbet satte gang i tankerne hos især Simone om, hvor vigtigt det var at få minder og oplevelser sammen, for i flere måneder frygtede hun for sin mors liv.
– For mig var det jo bare av av av min mave i lang tid, indtil jeg finder ud af, at jeg har sprunget min blindtarm. Det var faktisk først, da lægerne gentagende gange blev ved med at sige, “Du burde være død, du har et virkelig stærkt immunsystem”, fordi min krop havde kapslet det der sprungne fra blindtarm ind nede i en bughule. Der lå jeg jo bare i en sygehusseng og fik hakket morfin ind i låret hver tredje time på grund af smerter, fortæller Bettina og fortsætter:
– Jeg kan huske, Simone sagde til mig på et tidspunkt: “Vil du ikke godt love mig, at du gør alt, hvad du kan for at blive her”. Der holdt jeg hende i hånden og sagde, at jeg lovede, jeg ville gøre, hvad jeg kunne, men jeg kunne ikke lover for meget.
Skændtes under operation
Det står klart, at det var en hård tid for dem begge, og da Bettina blev udskrevet for en tid, boede hun hos Simone og familien. Bettina understreger da også, at datteren var der for hende i tykt og tyndt.
– Simone stod der hver morgen med en nyfødt baby på armen klokken 9 og skulle være med til samtalen med lægen. Hun var også med til min operation, for hun spurgte lægen, om jeg kunne dø af det her, og det sagde de, jeg godt kunne, så hun ville med, fortæller Simone.
Men selvom deres forhold blev endnu stærkere i de måneder, så går de stadig ikke af vejen for en god gang mundhuggeri. Det viste sig, da Bettina skulle opereres, og Simone stod og holdt hende i hånden.
– Der var vi oppe at diskutere, for så skriger jeg “Av av av, jeg kan ikke holde det ud, jeg vil have en stomi”, og så kan jeg bare høre Simone sige “Nej, hun vil ikke – bare fortsæt, hun vil ikke have nogen stomi”, og jeg siger “Jo, jeg vil hellere have en stomi, jeg kan ikke klare det”, og hun siger “Nej, hun vil ikke”, fortæller Bettina med et grin.
– Men helt ærligt, det er du da også glad for den dag i dag, at du ikke fik en stomi, tilføjer Simone.
– Jo, det er da meget fint, indrømmer Bettina med et kærligt smil til datteren, som vidner om, at hun er meget glad for Simones omsorg, selvom situationen spidsede til.
Efter sygdomsforløbet blev mor og datter tiden endnu mere vigtig for dem begge, og siden har de prioriteret at rejse bare de to sammen mindst én gang om året, ligesom man ser det i “Charterfeber”.
– Til hverdag kan vi ikke være sammen, uden at børnene er med. Der er ikke så meget mig og hende, som der var før, så tager vi lige den der rejse en gang om året, hvor vi ligesom tager afsted knap en uge, og så er det bare os, slutter Simone.




