SF’s formand mener, at man kan vende tilbage efter seks år, når man har ændret adfærd og har undskyldt.

SFs formand, Pia Olsen Dyhr, blev mødt med et hav af journalister på Folkemødet på Bornholm. (Foto: © Sebastian Elias Uth, Ritzau Scanpix)
Efter et par dage i flyverskjul har SF’s formand nu stillet sig frem foran en kødrand af journalister på Folkemødet på Bornholm og forsvaret ansættelsen af sin personlige rådgiver.
– Når man har undskyldt og ændret adfærd, må det være sådan i et retssamfund, at man kan vende tilbage og ikke er bandlyst for altid, siger Pia Olsen Dyhr blandt andet.
Hun siger, at hun som formand tog sagerne alvorligt, da kvinder fortalte om krænkelser i partiet tilbage i 2020, heriblandt SF-rådmanden på Frederiksberg, Lotte Kofoed, der de seneste dage har kaldt beslutningen om at genansætte rådgiveren uforståelig og grænseoverskridende.
Den personlige rådgiver var ansat i SF’s sekretariat dengang og forlod jobbet i 2020 efter anklager om upassende adfærd og en seksuel krænkelse. Nu bliver han ansat i Økonomi- og Indenrigsministeriet under minister Pia Olsen Dyhr.
– Her seks år efter står vi i en anden situation, hvor vedkommende klart har sagt undskyld og ændret adfærd, siger Pia Olsen Dyhr.
Når du hører reaktionen fra Lotte Kofoed, fortryder du så beslutningen, eller får det dig ikke til at ændre mening, at hun oplever det som et svigt?
– Jeg lytter til alle dem, der har andre holdninger end mig. Det synes jeg sådan set er min pligt som SF-formand.
Har ikke talt med kvinderne inden genansættelse
I morges skrev den personlige rådgiver, Thomas Nystrøm, i et offentligt opslag på Facebook, at han er “dybt ulykkelig” over de episoder, der dengang førte til hans fratræden fra SF.
– Jeg vil ikke underkende andres historie. Jeg håber bare på, at der også er plads til min, skrev han blandt andet.
Pia Olsen Dyhr understreger på Folkemødet, at kvinderne, der dengang blev udsat for krænkelser, blev lyttet til, og at SF handlede ved at lave flere foranstaltninger.
Men når der er gået seks år, og når man har undskyldt og ifølge Pia Olsen Dyhr ændret adfærd, skal man kunne vende tilbage, mener hun.
– Men jeg må også sige, at når man kigger på det her i et samfundsperspektiv, så er SF også et parti, der mener, at når folk har gjort noget galt, skal de også have mulighed for at vende tilbage, siger SF-formanden.

SF har været i dialog med Lotte Kofoed efter genansættelsen, fortæller hun. Pia Olsen Dyhr har dog ikke taget kontakt til nogen af de kvinder, der anklagede ham for krænkelser, i forbindelse med genansættelse.
– Nej, jeg snakkede ikke med nogen, før jeg ansatte ham, for jeg vurderede det ud fra det, der skete i 2020, og det der er sket nu seks år efter, og jeg mener grundlæggende, det må være sådan i et samfund, at man ikke er bandlyst for altid.
Mener du at Lotte Kofoed har overdrevet hændelsen?
– Jeg kommer overhovedet ikke til at kommentere på nogens andre følelser. Jeg har stor respekt og kommer til at lytte til de mennesker, der stiller sig frem og siger, at det er en træls beslutning.
– Det påvirker bestemt også mig, men det kommer jeg til at lytte til, men det kommer bestemt ikke til at ændre min beslutning, siger hun og understreger, at han ikke er ansat af SF.
Thomas Nystrøm skrev i sit opslag på Facebook, at han er “flov og skamfuld” over de ting, han har gjort. Ud over sagen med Lotte Kofoed skriver han om “en upassende SMS til en ansat, og et klap bagi på en anden til en fest.”

