
Kong Frederik var omgivet af flere af sine nærmeste medarbejdere, da han besøgte Frederiksborg Slot tirsdag eftermiddag.
Kong Frederik var i forrygende humør, da han tirsdag eftermiddag stod for den officielle indvielse af Ordenskammeret på Frederiksborg Slot i Hillerød.
På den store dag var han omgivet af flere af sine nærmeste medarbejdere, hvilket han tydeligvis var godt tilpas med.
Øverste ledelse i kongehuset
Med ved kongens side var hoffets øverste chef, hofmarskal Christian Schønau, og denne dag også tilstede som formand for museumsbestyrelsen for Frederiksborg, Nationalhistorisk Museum.
Derudover deltog fra kongehuset Charles-Henri Keller, fondssekretær i Den Kongelige Formidlingsfond, hvor Christian Schønau også er en del af bestyrelsen.
Fonden har ydet tilskud til den nye udstilling.

Yderligere var også Anne Berg Mansfeld-Giese, juridisk chef i kongehuset og Ordenskapitlets sekretariatschef, samt Ronny Skov Andersen, kongelig våbenmaler, ordenshistoriograf og Ridderkapelforvalter, med på den store dag.

Sjældne skatte
Ordenskammeret er en ny udstilling af de kongelige danske ridderordener, medaljer og hæderstegn.
Udstillingen har fået plads i det tidligere kongelige bedekammer på Frederiksborg Slot med udsigt til det historiske Ridderkapel i Frederiksborg Slotskirke.
I Ordenskammeret kan man udover de kendte kongelige ridderordener som Elefantordenen og Dannebrogordenen også nærstudere mere sjældne ordener, som ikke længere uddeles.
Ordenskammeret bliver en del af den faste udstilling.
Udstillingen er blevet til i samarbejde mellem Ordenskapitlet, som hører under kongehuset og forvalter det danske ordensvæsen, og Frederiksborg Slot.




