Christina Krzyrosiak Hansen, populær borgmester i Holbæk, blev som forventet næstformand i Socialdemokratiet. Hun kan godt nå helt til tops, men det vil ikke være på grund af den nye post, lyder vurderingen fra politisk kommentator

Christina Krzyrosiak Hansen, (S) borgmester i Holbæk KOmmune
Foto: Holbæk Kommune
Onsdag aften stod det klart, at Christina Krzyrosiak Hansen er ny næstformand i Socialdemokratiet.
Det oplyste den nye næstformand selv i et opslag på Instagram.
Borgmesteren og vælgermagneten fra Holbæk var den oplagte til posten, som den ene af to næstformandsposter, ifølge politisk kommentator og chefredaktør på Netavisen Pio, Niels Jespersen.
”Næstformandsposterne går traditionelt til en af hvert køn med repræsentation både fra folketingsgruppen og det kommunale bagland. Derfor var Hansen den oplagte kandidat, da Marie Stærke fra Køge trak sig efter kommunalvalget.”
Adspurgt om næstformandsposten bringer Christina Krzyrosiak Hansen i spil som Mette Frederiksens afløser er Niels Jespersen afvisende:
”Nej. Jeg kan godt se den næste kvindelige statsminister i Christina Krzyrosiak Hansen, men så bliver det ikke fordi hun har været næstformand. Hos Socialdemokratiet er det, modsat hos Venstre, ikke tradition at kronprinsen er næstformand,” siger Niels Jespersen og tilføjer:
”Der faktisk kun Poul Nyrup, der er gået fra næstformand til formand, og det var under omstændigheder, ingen ønsker at gentage.”
Konstitueret indtil kongressen
Valget af Christina Krzyrosiak Hansen skal også behandles på Socialdemokratiets årlige kongres til efteråret.
Indtil da er hun formelt konstitueret næstformand.
33-årige Christina Krzyrosiak Hansen fik ved kommunalvalget 18. november 2025 15.785 personlige stemmer.
Hun har været borgmester i Holbæk siden 2017.
Privat er hun gift med den nyudnævnte børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark fra SF.
Fik opbakning fra Mette Frederiksen
Da Christina Krzyrosiak Hansen tidligere i juni valgte at gå efter den ledige næstformandspost fik hun opbakning fra formand for Socialdemokratiet, statsminister Mette Frederiksen, som i et opslag på Facebook roste Christina Krzyrosiak Hansen:
”Mange af jer kender hende som borgmesteren i Holbæk. Og hun gør det virkelig godt. Jeg har kendt Christina i mange år. Først som en ung og ambitiøs socialdemokrat.”
“I dag som en dygtig borgmester og en hårdtarbejdende politiker. Hun er en stærk socialdemokratisk stemme. Med et stort engagement i vores fælles velfærd. Forståelse for det kommunale bagland. I det parti, vi begge holder så meget af”.

