
Det går ikke, at der er to statsministerkandidater i blå blok.
Sådan lyder det fra Venstres formand, Troels Lund Poulsen, i et større interview i Berlingske.
– Jeg synes ikke, at det skal fortsætte. Det skaber for meget støj. Det gjorde det også her i 2026, siger han til avisen.
Ved seneste valg meldte Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, sig også som statsministerkandidat – og det skal ikke gentages, hvis det står til Venstre-formanden.
Udtalelserne fra Troels Lund Poulsen skal ses som en tidlig varsling om, at der kun skal være én blå kandidat ved næste valg, vurderer Andreas Thyrring, der er partner i rådgivningsfirmaet Ulveman & Børsting.
– Det er vigtigt for Troels Lund Poulsen at signalere til blå blok, at de skal stå sammen, og at de skal tegne en samlet blå opposition, siger han til TV 2.

