Det skaber voldsom politisk røre, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens søn Bergur er blevet hyret af våbengigant, som vil sælge krigsskibe til Danmark for milliarder

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (tv.) søn, Bergur (th.), har landet et job som lobbyist for en af de våbenproducenter, som gerne vil sælge krigsskibe til Danmark for milliarder. Yderst problematisk sammenblanding af interesser
Det møder skarp fordømmelse fra oppositionen, at Bergur Løkke – søn af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) – har påtaget sig et job som lobbyist for den britiske forsvarsgigant Babcock, der forsøger at score milliardordren på nye fregatter til det danske forsvar.
Ekstra Bladet kunne tidligere torsdag som første medie afsløre, at Bergur Løkke har fået rådgiverjobbet, som potentielt kan sikre ham en stor økonomisk gevinst, hvis Babcock vinder ordren.
Spekulationen er denne: Kan man rejse spørgsmålet om, hvorvidt far og søn-relationen kan udnyttes til fordel for Bergur Løkkes privatøkonomiske interesser?
Dennis Flydtkjær, der er forsvarsordfører for Danmarksdemokraterne, ser en åbenlys interessekonflikt og mener, det er stærkt problematisk, at der åbnes for sådanne spekulationer.
Han påpeger, at Lars Løkke Rasmussen er udenrigsminister og samtidig kommer til at sidde helt centralt i forhold til processen, hvor det skal vælges, hvilke fregatter Danmark skal købe.
– Det viser dårlig dømmekraft, at man ikke selv kan se, at det her er helt skævt, siger han og tilføjer:
– Bare det, at man kan have den her samtale, er jo allerede et kæmpe problem.
Milliarder på spil
Fregatterne kan blive nogle af de største investeringer i Danmark nogensinde, og fem våbengiganter kæmper om at vinde ordren. Der er milliarder på spil for virksomhederne, og potentielt kan der som nævnt også være en stor personlig gevinst på spil for Bergur Løkke.
For Babcock, hvor Bergur Løkke nu er blevet lobbyist, er en af virksomhederne, der kæmper om ordren.
– Vi taler om en af Danmarkshistoriens største investeringer på 40-50 milliarder kroner, og bare der kan være mistanke eller frygt for mistanke om, at der kan være noget lusket bagved, så duer det selvfølgelig ikke at have den interessekonflikt, siger Dennis Flydtkjær.
Han tilføjer:
– Jeg er med på, at han (Bergur Løkke, red.) siger, at det ikke er noget, de blander ind i privatlivet. Men jeg tror, at vi allesammen godt kan huske, at der var statsminister-Lars (Lars Løkke, red.), og så var der privat-Lars. Er Bergur så også lobbyist-Bergur, og så er han privat-Bergur?
– Det duer ikke at have den her sammenblanding af interesser, slet ikke når der er tale om en så stor investering som her.
‘Ren nepotisme’
Danmarksdemokraterne vil nu rejse sagen over for regeringen.
– Vi vil tage det op med regeringen og høre, om ikke den godt selv kan se, at det her, der duer ikke, siger Dennis Flydtkjær.
Også Dansk Folkepartis forsvarsordfører Alex Ahrendtsen er stærkt kritisk.
Til TV 2 siger han følgende:
– Det er ren nepotisme, og man kan risikere, at vi måske vælger fregattype af usaglige hensyn. Vi har det med at pege fingre ad andre nationer, der gør den slags. De burde alle få meget røde ører, når det nu sker i et land som Danmark.
Fåmælt Bergur
Også Eva Flyvholm, der er forsvarsordfører i Enhedslisten, som er støtteparti for regeringen, udtaler sig kritik til medier og siger blandt andet, at ‘det er sgu ikke i orden’.
Ekstra Bladet har rakt ud til Eva Flyvholm, men hun er endnu ikke vendt retur. Heller ikke Enhedslistens frontfigur Pelle Dragsted har det været muligt at træffe.
Hos Alternativet, der også er regeringens støtteparti, oplyser forsvarsordfører Signe Wenneberg til Ekstra Bladet, at ‘hun ikke har nogen kommentarer’ til sagen.
Bergur Løkke selv vil ikke knytte mange kommentarer til sit nye job. Og især ikke til spørgsmålet om en mulig interessekonflikt. Det fremgår af den artikel, Ekstra Bladet bragte tidligere torsdag. Her siger han:
– Jeg har ingen kommentarer. Jeg kan kun sige, at jeg rådgiver Babcock Maritime.


