Efter Said Mansours død i et marokkansk fængsel strides de tidligere Venstre-profiler om, hvem der kan tage æren for at have fået ham udvist af Danmark.
Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg er røget i totterne på hinanden. De er nemlig ikke er helt enige om, hvem der egentlig har æren for, at Said Mansour, også kendt som ‘boghandleren fra Brønshøj’, blev kylet ud af Danmark. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix.
De tidligere ministerkolleger og partifæller fra deres fælles fortid i Venstre – Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg – er røget i totterne på hinanden.
Anledningen er den terrordømte, tidligere danske statsborger Said Mansour, der også er kendt som ‘boghandleren fra Brønshøj’, som i weekenden døde i et fængsel i Marokko.
Han blev frataget sit danske statsborgerskab og med besvær udvist til Marokko i januar 2019, mens Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister i Lars Løkke Rasmussens regering.
Og nu udspiller der sig altså en kamp om, hvem der kan ‘tage æren for’, at den nu afdøde ‘boghandleren fra Brønshøj’ blev kylet ud af Danmark.
For i det seneste afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, holder Inger Støjberg fast i sin version og fortæller, hvordan hun som udlændinge- og integrationsminister brugte »oceaner af tid« på at få Said Mansour udvist.
»Der er jo nok nogen, der vil sige, at jeg har brugt alt for meget tid og brugt alt for mange ressourcer på én mand,« siger hun og fortsætter:
»Men omvendt set så synes jeg bare, at det er så principielt, at vi havde en mand som ham rendende rundt i Danmark. Og det vil jeg simpelthen ikke have. Og derfor dedikerede jeg oceaner af tid.«
Støjberg forklarer samtidig, hvordan de ikke måtte sende Said Mansour ud af Danmark, hvis det første, der skete, ville være, at de slog ham ihjel, når han ankom til Marokko.
Derfor tog Støjberg blandt andet til Marokko for at forhandle det juridiske grundlag på plads. Og til sidst lykkedes det da også at få sendt Said Mansour ud af Danmark.
Men den udlægning er Lars Løkke-Rasmussen dog ikke helt enig i.
På Facebook skriver han: »Selv husker jeg mere tydeligt en Inger Støjberg, der netop ikke ville rejse til Marrakesh.«
Uenighederne ender dog ikke der, da Inger Støjberg i podcasten også langer ud efter sine folketingskolleger – og den »slappe« linje, som hun er sikker på, at den nye regering kommer til at føre på udlændingeområdet.
»Når du kigger på vores nye udlændinge- og integrationsminister, Morten Bødskov, ser du så en mand, der vil gøre det samme?« spørger Joachim B. Olsen.
»Nej,« svarer hun kontant og fortsætter:
»Det, jeg har set fra ham, er, at han laver sådan nogle Facebook-videoer, hvor han står med en pegefinger og siger: ‘Nu skal I opføre jer ordentligt derude’ og ‘nu fører vi en stram udlændingepolitik.’«
For ifølge Støjberg vil man ikke lykkes med en stram udlændingepolitik, hvis man ikke er »fuldstændig dedikeret«.
»Når man så kigger på, hvem det er, der skal få det her til at lykkes – det er de partier, som Socialdemokraterne omgiver sig med,« siger hun og opremser regeringspartierne:
»Er det Martin Lidegaard og Zenia Stampe, der sidder og presser på for at få udlændinge ud af landet, der ikke opfører sig ordentligt? Nej, det er det jo ikke,« siger hun og fortsætter:
»Er det SF’erne? Nej. Er det Jacob Mark, der stiller sig op på barrikaderne og siger, at nu skal de godt nok ud? Nej. Er det Pia Olsen Dyhr? Nej, det er det ikke. Er det Lars Løkke? Nej. Er det Christina Egelund? Nej, det er det ikke. Altså, det er det jo ikke.«
»Det er jo en flok slappere, og derfor vil Socialdemokraterne jo ikke, hvor meget de end forsøger at sige, at de vil det. Og selvom de så ville det, ville de ikke komme til at lykkes med det. Men de vil det heller ikke nok,« konkluderer Inger Støjberg.
Hun forklarer samtidig, at der i hendes optik »altid har været noget luskeri over Socialdemokraterne, når det kommer til udlændingepolitik«, da de ikke »bærer det i hjertet.«
»Du tror ikke, at Mette Frederiksen bærer det i hjertet?« spørger Joachim B. Olsen.
»Det kan godt være, at hun gør det, men der er bare én ting, hun bærer mere i hjertet, og det er, at hun vil være statsminister. Eller også, at hun vil væk til noget andet på et tidspunkt.«
