Alternativet-politiker i modvind efter kommentar om rød maling på Anders Fogh 

Anna Bjerre fra Alternativet føler sig misforstået efter sin kommentar om angrebet med maling på Anders Fogh Rasmussen i 2003.

Anna Bjerre blev valgt til Folketinget ved valget i foråret. Førhen har hun været aktiv i klimakampen. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Rettelse: Tidligere blev Morten Dahlin omtalt som Venstres udlændingeordfører – men han er gruppeformand.

De fleste voksne danskere husker episoden, hvor forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2003 går ned ad gangen på Christiansborg og pludselig bliver overhældt med rød maling.

– Du har blod på hænderne, lød det fra demonstranterne, der stod bag aktionen, med henvisning til Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

Episoden blev fordømt af mange og fik Christiansborg til at skrue op for sikkerheden.

Men spørger man det nyvalgte folketingsmedlem for Alternativet, Anna Bjerre, er der tale om en gråzone, siger hun i podcasten ‘Kompas med Signe Winther’.

– Det med maling på Anders Fogh er jo for eksempel lidt en gråzone. Det er jo ikke, fordi han kom til skade, men det blev jo set som ekstremt aggressivt.

– Og derfor blev det også set voldeligt, siger hun og understreger, at hun ikke støtter voldelig aktivisme.

‘Vanvittigt og uacceptabelt’ 

Anna Bjerres kommentar om angrebet mod Anders Fogh Rasmussen har fået flere politikere op i det røde felt. 

Det gælder også Venstres gruppeformand, Morten Dahlin. 

– Helt ærligt, jeg er lidt forbløffet over det, og jeg må også sige, at jeg er meget forundret over, hvis Alternativet og Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, kan have et folketingsmedlem siddende, der rent faktisk går ind for vold mod politiske modstandere, siger han. 

Han mener, at Anna Bjerre bør trække sin udtalelse tilbage eller tage konsekvensen og forlade partiet.

– Man kan da ikke sidde som folkevalgt i en folketingsgruppe, når man går ind for vold mod politiske modstandere, siger han.

Også flere andre politikere er gået til tasterne.

– Selvfølgelig var overfaldet på Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller i sin tid ikke i “gråzone”-kategorien. Det var et overfald, skriver Socialdemokratiets værdiordfører, Frederik Vad, på X.

Også Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Sussie Jessen, kalder udtalelsen “vanvittig”.

– Lad mig gøre én ting klart: Der er INGEN gråzoner her! Det var et fuldstændig vanvittigt og uacceptabelt angreb på landets statsminister. Hvor er det dog skammeligt, at Alternativet ikke engang kan finde ud af at tage 100 procent afstand fra det!, skriver hun på X.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev i marts 2003 overfaldet af en aktivist fra Globale Rødder efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn som protest mod regeringens holdning til Irak-krisen. (Foto: © Keld Navntoft, Ritzau Scanpix)

‘Taget meget ud af kontekst’

Anna Bjerre føler sig dog ganske misforstået. 

– Jeg havde en samtale, der handlede om civil ulydighed, og hvor grænsen går for civil ulydighed. Og så bragte jeg eksemplet ind, fordi jeg mener, at det er voldeligt, også selvom han ikke kom til skade, siger hun til DR Nyheder. 

Derfor føler hun, at Berlingske, der første gang bragte historien, har skarpvinklet hendes udtalelser. 

– Jeg mener, det er blevet taget meget ud af kontekst, at jeg skulle sige noget andet, fordi det gør jeg ikke. Hele min pointe er netop, at civil ulydighed kun er legitim, når den er fredelig, siger hun. 

Derfor har hun heller ikke tænkt sig at følge Venstres Morten Dahlins opfordring til at trække sin udtalelse tilbage.

– Jeg tror egentlig, at Morten Dahlin og jeg er meget enige, og jeg har svært ved at se, hvad jeg skal trække tilbage, netop fordi jeg siger, at den her aktion ikke var i orden, siger hun. 

Aktivisme og demonstrationer er langt fra nyt for Anna Bjerre. 

I 2021 var hun blandt de unge, der sultestrejkede i syv døgn foran Christiansborg. I 2024 var hun med til at trænge ind i Ministeriet for Grøn Trepart og slå lejr på tredje sal i protest mod aftalen, som de ikke følte sig hørt i. 

Nyvalgte Anna Bjerre bliver båret væk fra Christiansborg d. 11. maj 2021. Aktivisterne krævede genforhandling af klimaaftalerne, så Danmarks klimamål kan nås. (Foto: © Mads Claus Rasmussen)

Men også her var der tale om en fredelig demonstration, fortæller hun i podcasten. 

– Der var mennesker inde og banke på kontorerne og sige “det er bare os, der kommer, og vi sætter os bare her, og det foregår på den her måde, og vi er ude igen om et par timer”. 

Så længe aktivisme er fredelig, er den dog fuldstændig afgørende for vores samfund, slår hun fast i podcasten.

– Civil ulydighed er grundstenen for det demokrati, vi har i dag. Så kort kan man i virkeligheden sige det, siger hun. 

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

error: Content is protected !!