Trump har underskrevet: – Tæt på amerikansk kapitulation

USA og Iran har indgået en aftale med 14 punkter, der skal stoppe krigen. USA-ekspert vurderer det som et klart nederlag for Donald Trump med en dyr regning

Donald Trump kan få svært ved at sælge krigen som en sejr. Foto: Martial Trezzini/Ritzau Scanpix

Amerikanske soldater er døde, og der er blevet brugt milliarder af dollars på militært isenkram.

Men nu har USA og Iran underskrevet en aftale med 14 punkter. Den lægger blandt andet op til en genåbning af Hormuzstrædet, som var åbent frem til krigens start, og til, at Donald Trump ophæver alle amerikanske sanktioner mod Iran.

Præsidenten skal samtidig være med til at finde 300 milliarder dollars til genopbygning og udvikling i Iran.

Og dén bliver svær at sælge hjemme i USA, vurderer Rasmus Sinding Søndergaard, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, over for Ekstra Bladet.

Hvis jeg skal opsummere på de her 14 punkter og den foreløbige aftale, man har underskrevet, så ser jeg det som tæt på en amerikansk kapitulation.

– Man har givet en række indrømmelser til iranerne uden rigtig at opnå andet end at bringe situationen nogenlunde tilbage til start, hvor man var, inden krigen startede.

Havde tordnet mod Biden
Donald Trump har slået sig stærkt op på ‘America First.’ Rasmus Sinding Søndergaard understreger, at der nok skal være en trofast følgerskare, som vil tro på, at det er en sejr. Men der vil også være en modpart. 

– For rigtig mange, som stemte på ham på grund af ‘America First’, vil de sige: Prøv at høre, vi stemte blandt andet på dig, fordi du sagde, at det var slut med de her dumme krige i Mellemøsten, og nu har du selv ført en dum krig i Mellemøsten.

– Hvis Biden havde lavet den her aftale, så havde Trump været ude og sige, at det var en overgivelse til iranerne. At det var en katastrofe, at man giver Iran alle de her økonomiske indrømmelser.

Seniorforskeren understreger også, at der allerede er modstand mod aftalen i Trumps eget parti. Den seneste amerikanske præsident, som indgik en atomaftale med Iran, var Barack Obama. 

– Det er svært at se, hvordan den er bedre end den aftale, Obama lavede tilbage i 2015. 

En aftale som Trump selv rev over i sin første præsidentperiode, 

Det er den nye atomaftale, Trump nu vil fremstille som en sejr. 

– Den vil han fremstille som en sejr. Igen får det ikke mig til at se det som en specielt stor sejr, fordi det ikke er noget, man ikke i forvejen kunne have fået frem via forhandlinger.

Krigen kan få indflydelse på opbakningen til Donald Trump. Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix

To billioner kroner til Iran

Donald Trump har også påtaget sig et ansvar for at finde en ordentlig sum penge til Iran. Der skal findes i underkanten af to billioner, som svarer til lidt mere end Danmarks finanslov for 2025.

– Det, han nu har lagt op til med den her aftale, er, at det ikke nødvendigvis er USA, der skal betale de her 300 milliarder dollars, men at man skal være med til at arrangere det og sikre, at pengene kommer til Iran. Det kan være, det er golfstaterne, der i højere grad skal pumpe dem ud.

– Det spiller ikke særlig godt politisk. Heller ikke når aftalen også siger, at USA løfter alle sanktioner mod Iran, og man ovenikøbet også vil frigive nogle indefrosne iranske midler. Så det er jo den komplette pakke af massiv økonomisk fordel til Iran.

Samtidig har præsidenten skrevet under på, at USA ikke skal blande sig i, hvordan Iran behandler sine borgere.

I starten af krigen ville Donald Trump ellersfjerne præstestyret. Det kom, efter at de havde dræbt flere demonstranter. 

– Der er blevet sagt, at man ville have en total overgivelse fra det iranske præstestyres side, og at man ville gå efter præstestyret, hvis de behandlede det iranske folk dårligt.

– Og nu har man skrevet under på en aftale, hvor man basalt set siger: Vi blander os aldrig i, hvordan I kører jeres land.

Krigen blev indledt 28. februar i år, da USA og Israel dræbte den iranske leder ayatollah Ali Khamenei. Her ses billeder fra en mindedemonstration i Danmark. Foto: Kenneth Meyer

– Nederlag for Trump og USA
Den samlede vurdering af krigen og aftalen fra Rasmus Sinding Søndergaard er heller ikke positiv for Donald Trump.

– Samlet set er det en række meget store indrømmelser fra amerikansk side, hvor det er svært at se det som andet end et nederlag for Trump og for USA.

– Man har ikke kunnet opnå sine strategiske mål og de politiske indrømmelser, man gerne ville have, på trods af den her massive militære overlegenhed.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

error: Content is protected !!