
Det vrimlede med diademer og kostbare arvesmykker, da det hollandske kongepar onsdag var værter for en statsbanket i forbindelse med, at det japanske kejserpar er på statsbesøg i Holland.
Foto: Patrick Van Katwijk/AFP/Ritzau Scanpix
Der var ekstraordinært stor royal deltagelse fra hollandsk side, da der onsdag blev holdt statsbanket på kongeslottet i Amsterdam, og det var lig med masser af diademer.
Store dele af den hollandske kongefamilie trak onsdag i deres stiveste puds, da der onsdag blev holdt statsbanket til ære for det japanske kejserpar.
Med The Court Jewellers ord blev “de kongelige skatkamre tømt”, for hele seks hollandske diademer og et enkelt japansk blev luftet denne højtidelige aften.
Lad os starte med den kvindelige æresgæsts glitrende diadem.

Kejserinde Masako matchede sin kjole med sit hollandske ordensbånd.
Foto: Remko De Waal/AFP/Ritzau Scanpix
62-årige kejserinde Masako havde ifølge The Court Jeweller valgt det såkaldte kaprifolie-diadem, der oprindeligt tilhørte prinsesse Chichibu.
Kejserinde Masakos forgænger kejserinde Michiko foretrak at bære det delikate diadem i sine ældre dage, da det ikke var så tungt som de andre diademer i den japanske samling.
Sker yderst sjældent
Fra hollandsk side deltog dronning Maxima, prinsesse Amalia, prinsesse Ariane, der havde sin statsbanket-debut, prinsesse Beatrix, prinsesse Laurentien og prinsesse Margriet – og alle bar diademer fra den hollandske kongelige smykkesamling.

Dronning Maxima bar det imponerende Stuart-diadem til statsbanketten.
Foto: Patrick Van Katwijk/AFP/Ritzau Scanpix
55-årige dronning Maxima bar det imponerende Stuart-diadem, der i aftenens anledning var toppet med den 39.75 karat store Stuart-diamant.
Ifølge The Court Jeweller er det yderst sjældent, at dronning Maxima bruger gigant-diamanten på diademet. Onsdag er det faktisk kun tredje gang, hun gør det. De to andre gange har været under et statsbesøg til Storbritannien og under et statsbesøg fra Spanien.

22-årige prinsesse Amalia satte et prangende rubinsæt til sin røde balkjole.
Foto: Patrick Post/Reuters/Ritzau Scanpix
Hollands tronfølger, 22-årige prinsesse Amalia, havde ikke valgt noget fra, da hun tog til statsbanket. Hun havde iført sig hele garnituret tilhørende Mellerio rubin-diademet med choker, øreringe, armbånd og ring.

Prinsesse Beatrix bar et diadem, som dronning Mary nok har skævet til.
Foto: Patrick Post/Reuters/Ritzau Scanpix
Hollands tidligere dronning, 88-årige prinsesse Beatrix, bar det hollandske diamantbandeau-diadem, som er udformet af diamanter fra en halskæde.
Det “stunt” har vores egen dronning Mary også udført for nylig: Hun fik et bælte fra Rosenstenssættet omformet til et diadem.

Dronning Mary med Rosenstensdiademet til statsbanket i forbindelse med statsbesøg fra Egypten i december 2024.
Foto: Hanne Juul
Debut i diamanter
Den helt store historie til onsdagens statsbanket var, at kongeparrets yngste datter, 19-årige prinsesse Ariane, fik sin diadem-debut.

Prinsesse Ariane var for første gang med til en statsbanket.
Foto: Patrick Post/Reuters/Ritzau Scanpix
Ifølge The Court Jeweller debuterede hun i Dronning Emmas diamant-diadem, der med sin trio af harpe-ornamenter også kaldes for harpe-diademet. Diademet kan også toppes med diamantstjerner, ligesom det midterste ornament kan skiftes ud med en rubin.

Prinsesse Laurentien, der er gift med prins Constantijn, kong Willem-Alexanders lillebror, var også med.
Foto: Patrick Post/Reuters/Ritzau Scanpix
60-årige prinsesse Laurentien var også blandt de kongelige gæster. Hun bar det karakteristiske laurbærkrans-diadem, der ifølge The Court Jeweller er et af de ældste diademer i den kongelige hollandske smykkesamling.

Prinsesse Margriet er søster til prinsesse Beatrix.
Foto: Patrick Post/Reuters/Ritzau Scanpix
Vi slutter med 83-årige prinsesse Margriet, der bar Mellerio diamant-diademet. Smykket er oprindeligt en halskæde, som også kan bæres som diadem.



