Mens Mette Frederiksen afviser at have blandet sig arvefølgen i Socialdemokratiet, melder en række socialdemokratiske lokalformænd nu ud om deres foretrukne kandidat.

Statsminister Mette Frederiksen skabte uro i den socialdemokratiske folketingsgruppe, da hun i sidste uge gav den magtfulde finansministerpost til Peter Hummelgaard i stedet for Nicolai Wammen, der havde siddet på posten i over seks år. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
Diskussionen om, hvem der skal efterfølge Mette Frederiksen som formand for Socialdemokratiet, bryder nu ud i lys lue i partiets bagland.
En række af partiets lokalformænd træder nu åbent frem og bekender kulør i det, der tegner til at blive et opgør mellem Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard.
Det sker, efter statsminister Mette Frederiksen i sidste uge skabte rystelser i det gamle arbejderparti, da hun degraderede sin finansminister gennem syv år, Nicolai Wammen, til justitsminister og i stedet forfremmede Peter Hummelgaard ved at sætte ham ind på finansministerposten.
– Min foretrukne efterfølger til Mette Frederiksen er Nicolai Wammen. Han har gjort et godt stykke arbejde, han har erfaring og er tillidsvækkende. Det er ærgerligt, at han ikke længere skal være finansminister, siger Vivi Henningsen, foreningsformand, Lolland Øst.
Jobbet som finansminister regnes for den mest centrale post i regeringen efter statsministerposten.

Vivi Henningsen langer samtidig ud efter Mette Frederiksens beslutning om at lade Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard bytte ministerpost.
– Jeg synes ikke, det er rimeligt, at hun påvirker, hvad medlemmerne skal vælge, siger Vivi Henningsen, og betegner Nicolai Wammen som en dygtig politiker, der har bevist sit værd gennem mange år.
– Wammen vil gøre partiet mere demokratisk og mere lydhør over for medlemmerne. Jeg tror, han vil inkludere baglandet mere. Også fordi han kommer fra baglandet, siger Vivi Henningsen med henvisning til Nicolai Wammens fortid som borgmester i Aarhus.
Da Mette Frederiksens tredje regering tonede frem på slotspladsen ved Amalienborg i sidste uge, startede en intern uro i en størrelsesorden, som hidtil har været uset i Frederiksens 11 år som partiformand.
I de efterfølgende dage svømmede medierne over med historier i Jyllands-Posten, Berlingske, Ekstra Bladetog Politiken med uhørt hård kritik af Mette Frederiksen fra anonyme socialdemokratiske folketingsmedlemmer i døgnet op til et gruppemøde i partiet.
Et gruppemøde, hvor Mette Frederiksen appellerede til sammenhold, men som kun fik vreden hos anonyme kritikere til at vokse yderligere over det, de så som Mette Frederiksens forsøg på at påvirke den socialdemokratiske arvefølge til fordel for Peter Hummelgaard.
Kirsten Hoffmann, kommuneforeningsformand Ikast-Brande, ser nu Peter Hummelgaard som fremtidens formand i Socialdemokratiet.
– Jeg følger min formand, og jeg kan ikke se andet end at følge hende, og hun har valgt Hummelgaard. Vi må have tillid til statsministeren, siger Kirsten Hoffman.
Tænkte ‘hurra’
Også på Als vakte Mette Frederiksens nye ministerliste glæde hos lokalformand Jørgen Hindkjær. Han ser gerne Peter Hummelgaard som Socialdemokratiets næste formand.
– Jeg sad bare og tænkte ‘hurra’, fordi jeg synes, det er et godt valg. Hvis det kommer dertil, så synes jeg, det er et godt valg, Jørgen Hindkjær.
Jørgen Hindkjær ser Peter Hummelgaard som den mest folkelige kandidat – og derfor mener han, at han er det bedste bud på en ny formand, når Mette Frederiksen ikke skal være det længere.
– Hvis man kan bruge et gammelt udtryk, så går han lidt mere i folk med træsko på, hvor Wammen er meget snu. Han er ikke så folkelig i sin tilgang, så derfor ser jeg klart Hummelgaard som fremtiden, siger Jørgen Hindkjær.
Mette Frederiksen angivelige forsøg på at krone Hummelgaard som kronprins splitter det socialdemokratiske bagland. Andi Helbo Sejersen, der er regionsrådsmedlem i Region Syddanmark og lokalforeningsformand i Hornstrup-Jelling, mener den detroniserede finansminister skal stå i spidsen for partiet, når Mette Frederiksen går af.
– Wammen er grundig og behagelig, og der er ikke en finger at sætte på hans arbejde, siger han.
Brian Petrowski, der er lokalforeningsformand i Børkop, Egtved og Vejle, er enig i, at Wammen er det bedste bud som Socialdemokratiets næste nummer 1.
– Jeg synes ikke, Hummelgaard har vist samme overskud til at være partiformand. Han mangler lige det sidste, når han bliver presset. Wammen er en mand, hvor man har tiltro til, hvad han siger. Han har mere gennemslagskraft, siger han.
Mette Frederiksen vil ikke gå ind i diskussion
I Silkeborg peger foreningsformand Viggo Thinggaard omvendt på Peter Hummelgaard. Han kan sætte den rette ideologiske linje for partiet, mener Thinggaard.
– Mette Frederiksen har sendt et signal om, at partiet skal have en mere rød profil ved at vælge Peter Hummelgaard, og det kan jeg kun bakke op om.
– Vores parti kan godt bruge en mere rød profil, det viste valgresultatet jo også, siger Viggo Thinggaard med henvisning til, at Socialdemokratiet i marts fik det dårligste folketingsvalg i over 100 år.
Hverken Peter Hummelgaard eller Nicolai Wammen har ønsket at deltage i denne artikel.
Da statsminister Mette Frederiksen mødte pressen på Folkemødet på Bornholm i går, torsdag, ønskede hun ikke at give sin holdning til kende i forhold til arvefølgen i partiet.
– Forholdene i Socialdemokratiet tager vi internt, sagde Mette Frederiksen.
Foretrækker du Nicolai Wammen eller Peter Hummelgaard som den næste formand for Socialdemokratiet?
– Jeg kommer ikke til at gå ind i diskussionen om, hvad der sker i Socialdemokratiet den dag, hvor jeg er færdig som formand, sagde Mette Frederiksen.

