

Det var egentlig ikke planen, men nu er SF-politiker Lotte Kofoed rejst til Bornholm og vil fredag konfrontere Pia Olsen Dyhr, når formanden skal tale på Folkemødet. (Arkivfoto). Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
SF-politiker kalder det en dobbeltkrænkelse, at rådgiver er ansat efter anklager om at have krænket flere i SF.
Det var egentlig ikke planen, men nu er SF-politiker Lotte Kofoed rejst til Bornholm og vil fredag konfrontere Pia Olsen Dyhr, når formanden skal tale på Folkemødet.
Det sker, fordi Pia Olsen Dyhr har ansat en rådgiver, der forlod partiet efter anklager om upassende adfærd og seksuelle krænkelser.
Hun vil stille sig i menneskemængden under talen og demonstrere med et skilt, hvorpå der står “Aldrig igen i SF”. Hun håber at få opbakning.
– Jeg håber, der kommer nogen og bakker op og er med til helt stille og roligt at vise Pia, at en krænker ikke skal tilbage der, hvor personen krænkede, og at man ikke skal stå på krænkerens side, siger Lotte Kofoed, der befinder sig i Bodilsker.
Politiken skrev tidligere på ugen, at manden er blevet ansat som rådgiver af Pia Olsen Dyhr. Lotte Kofoed fortalte til avisen, at det var hende, der var blevet seksuelt krænket af vedkommende.
Hun uddyber, at der ikke er tale om en “hånd på låret”, og at SF-formanden selv tog det så alvorligt, at manden måtte forlade sit arbejde i 2020.
Lotte Kofoed er rådmand på Frederiksberg og fortæller, at hun ikke har talt sagen igennem med Pia Olsen Dyhr eller partiet, siden hun trådte frem.
– Det er en dobbelt krænkelse at være igennem det, og så bliver det negligeret seks år efter. Når man ansætter en krænker, er det det samme som at sige, at nu skal jeg komme videre.
– Jeg vil vise Pia, at selv om det gør ondt, så kan hun ikke slå mig ud, siger Lotte Kofoed.
Rådgiveren var ansat i SF, men ansættes nu formelt i Økonomi- og Indenrigsministeriet under minister Pia Olsen Dyhr.
Men Lotte Kofoed fremhæver, at han kommer til at have snitflader med hende eller andre, han anklages for at have krænket, når de mødes til årsmøder, landsmøder og andet.
Formand for Sundhedsudvalget Kirsten Normann Andersen (SF) skriver på X i et opslag til sin partifælle Lotte Kofoed, at sager om krænkelser ikke er en fribillet til hvad som helst.
– Hvis ikke på din måde – så må du brænde partiet ned og påstå, at det er andres ansvar, skriver hun.
Til det svarer Lotte Kofoed på den sociale platform, at Kirsten Normann Andersen “viser sit sande ansigt”, og at hun ikke kommer til at være glad for beskeden senere.

