Udenrigsministeriet bekræfter: Det lavede Donald Trump Jr. i Danmark

Over for Ekstra Bladet bekræfter Udenrigsministeriet nu, at Donald Trump Jr. besøgte Danmark. ‘Der var tale om et kort privat forretningsbesøg,’ lyder det

Trump Jr. i København ved Hotel d’Angleterre. Foto: Ekstra Bladet

Nu kaster Udenrigsministeriet lys over det mystiske besøg i Danmark fra Donald Trump Jr.

I en mail til Ekstra Bladet oplyser de:

‘Udenrigsministeriet er bekendt med, at Donald Trump Jr. besøgte Danmark i går. Der var tale om et kort privat forretningsbesøg. Han mødtes ikke med repræsentanter fra det officielle Danmark.’

‘Vi har ingen yderligere kommentarer.’

Henviser til Trump Jr.
En talsperson fra den amerikanske ambassade i Danmark sender aben videre til Donald Trump Jr. selv, da Ekstra Bladet forsøger at klarlægge hans rejse i Danmark.

‘Vi henviser til hr. Trump ved spørgsmål om hans rejse’, skriver ambassaden til Ekstra Bladet.

Københavns Politi fortæller, at de af operationelle hensyn ikke vil oplyse nærmere om deres tilgang til det pågældende besøg.

‘Vi har håndteret det, som vi altid håndterer den form for opgaver’, skriver politiet.

Foto: Ekstra Bladet

Vild hype
Ekstra Bladet kunne allerede tidligere fortælle, at Trump Jr. besøgte København på baggrund af vidner og billeder, som avisen havde fået tilsendt.

Ét af vidnerne, der spiste på restauranten Fishmarket ved siden af d’Angleterre, fortalte om den noget særprægede oplevelse, hvor gaden pludselig blev fyldt med biler fra det amerikanske Secret Service.

– Alle på restauranten interesserede sig pludselig for den der eskorte, og så fandt vi ud af, at det var Donald Trump Jr., det drejede sig om, siger frokostgæsten, der udtaler sig anonymt.

– Det var meget sjovt at opleve den der hype omkring en person. Nu undrer jeg mig bare over, hvad han skulle i Danmark.

Vidnet ankom til restauranten til restauranten ved 13-tiden og fortæller til Ekstra Bladet, at der allerede på det tidspunkt var en del dansk politi i området.

– Ved 14.30-tiden kom der motorcykelbetjente, der spærrede hele vejen fra Cafe Victor og op til d’Angleterre.

– Lige efter kørte en en bil op til døren, hvor der stod en masse, som man må formode er fra Secret Service. Efterfølgende kom en anden Audi, som Donald Trump Jr. så forlod fra bagsædet, hvorefter han gik ind ad bagdøren til hotellet.

Røre i andedammen
Det er ikke første gang, at Trump Jr. har besøgt Kongeriget. 

7. januar 2025 satte han kursen mod Nuuk, hvor præsidentsønnen sammen med den dræbte influencer Charlie Kirk besøgte Grønland.

I sin egen podcast ‘Triggered’ løftede Trump Jr. en lille del af sløret for besøget. Han fortalte, at der var tale om et privat besøg og ikke et officielt statsbesøg.

– Vi vil gerne mødes med folk, fordi det virker som et utroligt sted, så vi regnede med, at vi ville gå hen og sige hej og måske tage et par videoer, siger han i podcasten.

Trump Jr., da han januar sidste år besøgte Grønland og var med til at kickstarte krisen mellem Danmark og USA. Foto: Anders Berthelsen

Trump Jr.s farmand, den amerikanske præsident, skrev i den forbindelse ligeledes på Truth Social, at sønnike var en del af den gruppe, der skulle aflægge Grønland visit.

‘Min søn Donald Jr. og andre repræsentanter rejser til Grønland for at besøge nogle af de mest fantastiske områder og attraktioner. Grønland er et storslået sted, og dets folk vil drage stor gavn af det, hvis – og når – landet bliver en del af USA’, skriver Donald Trump og tilføjer:

‘Vi vil beskytte landet og værne om det mod en meget farlig verden. MAKE GREENLAND GREAT AGAIN!’

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

error: Content is protected !!