

Kronprins Haakon har aflyst på grund af kronprinsesse Mette-Marit.
Foto: Ole Berg-Rusten/Reuters/Ritzau Scanpix
Kronprins Haakons deltagelse i fredagens statsråd er i sidste øjeblik blevet aflyst, oplyser det norske kongehus.
I sidste uge kom det frem, at kronprinsesse Mette-Marits tilstand var blevet så forværret, at hun nu var kommet på venteliste til en lungetransplantation.
Samtidig oplyste det norske kongehus, at hendes tilstand ville få en række konsekvenser.
Prinsesse Ingrid Alexandra er rejst hjem fra Australien og skal nu studere i Oslo i efteråret, mens også kronprins Haakons arbejde bliver påvirket.
I pressemeddelelsen fra det norske kongehus blev det meldt ud, at kronprins Haakon fremadrettet vil justere sit program for at gøre det lettere at være sammen med kronprinsessen i denne periode.
Og det er lige netop, hvad han har gjort i dag.
For fredag klokken 11 skulle han nemlig have deltaget i statsråd sammen med kong Harald, men kongen må nu klare sig uden sin søn.
I sidste øjeblik har Haakon nemlig aflyst sin deltagelse. Det norske kongehus forklarer til Aftonposten, at det netop skyldes, at han skal være sammen med kronprinsesse Mette-Marit.




