Familien Lobby Rasmussen

Det er ikke forbudt for Bergur Løkke Rasmussen at ernære sig som mellemmand i politiske milliardhandler, men det er højst tvivlsomt, når han er søn af Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Heller ikke tvivlsomme æbler falder langt fra stammen.

Ekstra Bladet kunne i denne uge afsløre, at politikeren Bergur Løkke Rasmussen, er sprunget ud som våbenhandler og lobbyist for den britiske forsvarsgigant Babcock, der kæmper for at lande en af kongerigets største milliardordrer på nye fregatter til det danske forsvar. 

Det er ikke forbudt at ernære sig som mellemmand i politiske milliardhandler, men det er højst tvivlsomt, når man er søn af Danmarks udenrigsminister og partiformanden i regeringspartiet Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, som skal være med til at træffe beslutningen om, hvem der løber med milliardhandlen. 

Det er så åbenlyst en mudret position, at den selvsagt fluks affødte beskyldninger om nepotisme og urent trav i Løkke-klanen fra både højre og venstre side i Folketinget. 

– Det er ren nepotisme, og man kan risikere, at vi måske vælger fregattype af usaglige hensyn. Vi har det med at pege fingre ad andre nationer, der gør den slags. De burde alle få meget røde ører, når det nu sker i et land som Danmark, sagde forsvarsordfører Alex Ahrendtsen (DF) til TV 2, som fulgte op på EB’s afsløring. 

I januar sidste år besluttede Folketinget at købe tre til fire nye fregatter til den nette sum af 40-50 milliarder kroner. 

Det har affødt et våbenkapløb blandt producenter i Frankrig, Tyskland og England. 

Her er naturligvis tale om storpolitik, Natos evne til at beskytte sig selv – og i det lys, er det ufattelig dårlig dømmekraft, at udenrigsministerens søn, som spiller en aktiv rolle i Moderaternes hovedstyrelse, lader sig hyre som englændernes mand. 

Men overraskende er det desværre ikke. 

Lars Løkke Rasmussen har selv givet den som tvivlsom lobbyist, samtidig med at han sad i Folketinget og i Udenrigspolitisk Nævn.

Ekstra Bladet kunne i 2022 afsløre, hvordan han qua sit bijob som lobbyist for advokatfirmaet Gorrissen Federspiel deltog i tys-tys-middage i Grønland, hvor Løkkes arbejdsgiver indgik samarbejde med et firma, der repræsenterede udenlandsk storkapital i Grønland. 

Bergur slægter altså desværre den gamle på. 

Men han bedyrer fromt, at der er vandtætte skodder til familiemiddagene.

– Hvad han siger, mener og tænker om sagen, drøfter vi aldrig på nogen som helst måde, sagde Bergur Løkke Rasmussen til TV 2 og fortsatte:

– Der er ikke nogen drøftelser i privat regi over, hvad jeg går og laver.

Jamen, så er sagen jo bøf, Bergur. 

Alene mistanken om sammenblandingen af interesser ville have fået de fleste retskafne politikere til at løbe skrigende bort. Men desværre ikke familien Lobby Rasmussen. 

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

error: Content is protected !!